Bidstrup-skovene

Bidstrup-skovene mellem Jystrup og Hvalsø midt på Sjælland er en af mine yndlingsskove. Området hører under Nationalpark Skjoldungernes Land, og en stor del af den rute, jeg foreslår her er på Skjoldungestien. Ruten er på 14 km, men der er masser af muligheder for at lave turen både længere og kortere.

Landskabet er nogle steder ret kuperet, og det giver nogle smukke udsigter.

Turen starter ved Hvalsø og går først gennem skoven og derefter ud på overdrevet med udsigt til Særløse kirke på toppen af bakken i det fjerne. Herefter drejer du ind i skoven igen og kommer ned til Avnsø, som er en af Danmarks reneste søer. Så hvis du trænger til en dukkert, så hopper du bare i vandet.

Der er ikke langt nu, inden du kommer ned til shelteret, som ligger ved Aunstrup-centeret. Ca. 8 km har du gået nu. Her bliver du mødt af et stort shelter – nærmest 2 sheltere, som er bygget sammen, fordi det er indrettet så også handikappede kan overnatte der. Det er tæt ved en parkeringsplads, hvor der er toiletter og mulighed for at hente vand – i sommerhalvåret.

Små stenter hjælper dig over hegnet

Det bedste stykke er i min optik i slutningen af turen, hvor den lille skovsti går lige i skovkanten, så du er inde i skoven og har stemningen af skov omkring dig, men samtidig har du udsigt ud til smukke overdrev. Det giver en helt særlig stemning, som jeg holder meget af.

Det praktiske

Vil du have ruten ind på din telefon, så har jeg tracket den her:


Shelteret er handicapvenligt, så der er god plads, mulighed for bål inde i tørvejr og soveafdeling. Ved parkeringspladsen tæt ved er der toiletter med rindende vand, men shelteret ligger forholdsvis uforstyrret med god udsigt til skoven og en lille sø. Shelteret kan bookes, så du er sikker på, at det er ledigt, når du kommer.

Det er også rart at have et kort med over skoven. Vejnavnene er skrevet på nogle store sten i skoven, og med et kort, så vil du altid kunne finde ud af, hvor du er.

Klik på “Find veje og P-pladser” og download kort.

Jeg ønsker dig en dejlig tur med masser af fuglefløjt, solskin og lyse nætter.

Inspiration til flere ture