
Sko eller støvler – hvad skal jeg vælge.
Hvis du ikke har nogen vandrestøvler – så find et par gode sko, som du synes sidder godt på dine fødder uden at gnave. Det kan godt være dine løbesko – mærk efter, hvordan det går. På din første tur er strækningen ikke lang, og terrænet er ikke så hårdt, så det skal nok gå. Hvis du bliver bidt af vandring efter denne tur, så er fodtøj noget af det første du investerer i, men start ud i fx. løbesko.
Personligt går jeg altid i vandrestøvler, da de støtter godt op om anklerne, så jeg ikke vrider om – for der er jo god vægt på, når du skal bære både din kropsvægt og din rygsæk. Især i hårdt terræn er det vigtigt med ordentligt fodtøj.
Rygsæk
Rygsækken skal passe til dig. Den skal indstilles, så den passer til din højde. Det er vigtigt, at der er et godt hoftebælte, så rygsækken holdes tæt ind til kroppen så vægten bliver fordelt mellem dine skuldre og din hofte.
Se denne video for indstilling af rygsæk
Det gælder om at have de tungeste ting så tæt på rygraden som muligt, og gerne lidt oppe, så læg det som vejer mest ind mod din ryg. Put soveposen ned i bunden. Den skal du alligevel først bruge, når du er fremme, og så har du noget let i bunden. Sørg for at der er god balance, så du har lige meget vægt på begge skuldre. Hvis du har flere drikkedunke, så put én i hver sidelomme, og læg det tunge mad i midten af sækken. Hav de ting, du skal have fat i mest, så de er let tilgængelige. Dvs. chokoladen skal i yderlommen.
Hvis vejret er regnfuldt, så start med at putte en stor vandtæt skraldesæk inderst i din rygsæk. Så er du sikker på, at dine ting er tørre, når du skal bruge dem. Det gør det dog lidt mere besværligt at få fat i dine ting, så jeg gør det kun selv, når jeg synes der er brug for det.