
Røsnæs er en landtange, som stikker ud i vandet på det vestlige Sjælland. Faktisk ligger Sjællands vestligste punkt ude for enden af Røsnæs.
Det er et sted, hvor der ikke er så mange, som lige kommer forbi, og det har den der stilhed over sig, som små øer og andre steder, som er lidt besværlige at komme til har. Der er bare en ro, som synker ind, personligt slapper jeg rigtig godt af, når jeg er på Røsnæs.
Røsnæs er en af de steder i Danmark, som har allerflest solskinstimer, faktisk så mange, at der bliver dyrket vin på sydskråningen, men regnvejr – det er der forholdsvis lidt af.
Helt ude på spidsen står et gammelt Fyrtårn og nedenfor det – bygget ind i skrænten er et lille shelter. Det er ikke i normal størrelse, jeg vil sige at to voksne, måske to voksne og et barn kan overnatte her.

Men det der er med det shelter. Det er, at det er næsten lige i vandkanten. Der er den vildeste udsigt til Fyn, Romsø, Samsø, Æbelø, Mols Bjerge osv. Jeg kan ikke huske alle dem allesammen….
Shelteret er flere gange blevet kåret til det shelter i Danmark med den bedste beliggenhed. Og jeg må nok indrømme, at det ligger godt. MEN hvis du skal overnatte her, så vælg en nat, hvor det er vindstille, eller hvor vinden ikke er i vest, ellers vil du blive generet af vinden.
Det er ikke muligt at booke shelteret, så det er først til mølle. Tag afsted i god tid, for der er rift om det. Ovenfor shelteret – ved Fyrtårnet er der en lille café, som er åbent nogle timer om dagen, og der er også toiletter.

Det praktiske
Vælger du at gå hele turen “Røsnæs Rundt”, kommer du op på 25 km. Men der er masser af muligheder for at stille bilen, så din vandretur bliver kortere, hvis du ikke vil gå så langt.
Det mest spektakulære sted er selvfølgelig ude på spidsen af Røsnæs, men “kig-ud”, som er et udsigtspunkt på sydsiden af Røsnæs er også værd at gå efter. Der er stor forskel på at gå på nordsiden og sydsiden, så en vandretur skal efter min mening indeholde begge dele. Min favorit-tur har start i enten Nyby eller Ulstrup og går ud til spidsen. Det bliver til 15 km.
Jeg ønsker dig en dejlig tur med masser af marsvin og edderfugle, let vind i kinderne og smil på læben.