Sheltertur til Ærø

AFVENT NY DATO

Max. 5 personer

Denne tur er en tur for dig, som er begynder indenfor vandring og overnatning i shelter.

Du har en drøm om at komme mere ud i naturen. Du vil gerne nyde de gode udsigter, vågne til fuglenes kvidren og mærke at naturen og roen gør noget godt for dig.

Måske har du vandret i lang tid, men ikke haft mod på det med overnatning, måske mangler du nogen at tage på tur med og har endnu ikke mod på at gøre det alene. Måske synes du bare, at det lyder spændende, men også lidt svært at overskue, hvordan du skal komme afsted, få pakket osv.

Fokus på turen er, at det skal være rart og trygt at være afsted, og vi skal – på en god og tryg måde – finde ud af, hvad vi er i stand til – både i forhold til overnatning i det fri og i forhold til at vandre med/uden oppakning.

Shelterne ligger i en privat have, hvilket gør det meget trygt. Vi er tæt på et hus, hvor vi kender ejerne, og vi kan få hjælp meget hurtigt, hvis der skulle være brug for det. Det er forholdsvis pæne shelters med udsigt til Drejø og fine toiletforhold (men stadig muldtoilet), og der er mulighed for at komme indendørs i tilfælde af styrtregn. Der er madrasser og lagen, så vi skal ikke bære på liggeunderlag.

Afsted fra Svendborg

Turen starter fredag eftermiddag i Svendborg. Herfra tager vi færgen kl. 14 til Ærøskøbing og videre med bussen næsten ud til vores shelter. Vi skal gå en strækning på 2-3 km med oppakning fredag.

Vi laver aftensmad i fællesskab over bålet. Vi tager en snak om vores niveau, evner og hvad vi gerne vil have ud af turen. I løbet af turen vil du blive klogere på, hvordan du planlægger en tur. Hvad skal med, hvordan med fodtøj, rygsæk og andet udstyr. Lørdag står den på en vandretur uden oppakning til sydvestkysten af Ærø, hvor naturen er lidt vildere, eller kysten er lidt barskere end på nordsiden. Herefter er det tilbage til shelterne og hygge med at lave aftensmad og snakke omkring bålet.

Søndag er den hårdeste dag. Vi skal vandre med let oppakning ca. 17 km til Ærøskøbing. Let oppakning betyder, at vi på dette tidspunkt har spist vores mad – undtagen en madpakke, som du selvfølgelig har med dig, og du har heller ikke noget liggeunderlag, da der er madrasser i shelteret. Turen går gennem små hyggelige landsbyer, men der er også et stykke langs kysten. Der er mulighed for en dukkert i havet, men det er ganske frivilligt.

Skulle du løbe helt sur i det, har du mulighed for gå op til landevejen og tage bussen til Ærøskøbing. Turen slutter med en sejltur tilbage til Svendborg.

Målet med turen er, at du får en rigtig god oplevelse. Du opdager, hvad du kan og ikke kan, og du finder ud af, hvordan en tur skal være for at den passer til dig. Efterfølgende er du meget bedre stillet, hvis du vil afsted alene eller med din egen gruppe.

Vandreture er efter min mening bedst i små grupper. Så der er et max på 5 deltagere.

PRIS

Turen koster 1.300 kr. I prisen er indeholdt to overnatninger i godt shelter, mad fra fredag aften til søndag frokost, færgebillet Svendborg – Ærøskøbing og retur samt guide på hele turen.

Efter tilmelding modtager du en mail med pakkeliste og nærmere info omkring mødested mm.