Vandretur i Sverige

SØER OG SKOVE 

I SKÅNE OG BLEKINGE

Vandretur i Sverige - udsigt over søen Immeln.
Udsigt over søen Immeln

18. – 21. maj 2023, dagene omkring Kristi Himmelfart

Max. 6 deltagere

3 pladser tilbage

3 PLADSER TILBAGE

Denne vandretur i Sverige byder på hygge med udgangspunkt i et sommerhus i den lille by Immeln, som ligger i Skåne – tæt ved grænsen til Blekinge – ud til søen Immeln. Vi er midt i maj, og alting er sprunget ud, men det er endnu ikke for varmt til at vandre. Huset ligger med smuk udsigt over søen, og der er stor terrasse med plads til os alle.

Vi skal på nogle gode ture med skønne udsigter til sø og skov, masser af mos og sten og lækker natur her i forsommeren. Nogle af turene er langs med Skåneleden, andre “bare” i smuk svensk natur og endelig er der en kulturel dag, hvor vi ser nærmere på Kristianstad. En svensk by, som er grundlagt af danske Christian den 4., og som den dag idag er meget præget af Christian den 4. Området hedder Østre Göinge, og med vejnavne som fx. Snaphanevägan, kan man ikke lade være at tænke på Gøngehøvdingen, som man mener kommer herfra.

Vi står selv for madlavning, men vi spiser ude, når der er mulighed for det. Så turen drukner på ingen måde i huslige pligter.

Transporten sørger I selv for, men jeg har 3 ledige pladser i bilen. Så hvis det er et problem, så findes der også en løsning.

Vandretur i Sverige - på tur langs Skåneleden.

DAGSPROGRAM

Dag 1 

Der er der ca. 2 timers køretur fra København til Immeln. Vi ankommer omkring frokosttid. Det giver tid til en vandretur på 15 km i det smukke svenske landskab om eftermiddagen.

Vi går en tur rundt om Filkesøen. En del af turen går langs med Skåneleden ad små stier i smukt skovlandskab. Den anden del af turen går vi ad grusveje i en slags sommerhusområde. Det er forholdsvis fladt landskab – ikke de store udfordringer med terrænet, men smukt med udsigt over søen Immeln ved start og slut. En god tur at starte på.

Vandretur i Sverige - 
Vandre ved Snaphanebygden
Vandring ved Snaphanebygden med flere gamle huse bevaret

KRISTIANSTAD

Dag 2

Den kulturelle dag tager vi idag. Det betyder, at vi kører til Kristianstad og ser på en smuk by grundlagt i 1614 af Christian den 4. En by i gammel stil, som bærer tydeligt præg af sin danske fortid.

Vi ser bl.a. Den Hellige Trefoldighedskirke, som anses for at være Nordens smukkeste renæssancekirke. Herefter kigger vi nærmere på Vattenriket – altså vandriget, som er et vådområde meget tæt på Kristianstad med et spændende fugleliv og et meget lille, men supergodt museum om udviklingen i vådområdet. Det giver vandring i et lidt andet – mindre skovrigt område, end hvor vi vandrer de andre dage.

Vandreturen i Sverige indeholder også en kulturel dag
Vådområdet i Kristianstad med kirken i baggrunden

SKOV OG SØ

Dag 3

En vandretur til Sverige skal også indeholde masser af udsigt til sø og skov. Det kommer i rigt mål idag. Det bliver den mest udfordrende dag i forhold til vandring. Vi starter i Østafors og vandrer langs Skåneleden til Olofstrøm. Det er en utrolig smuk vandretur, hvor vi kommer højt op og får fin udsigt over søen Halen, men hvor vi også har lange stræk lige i søkanten. Vi går gennem den skov, som kaldes Sveriges sydligste vildmark. Det er noget af det nordligste, hvor der stadig vokser bøgetræer. Længere mod nord er det birk og gran, som tager over, så mange steder er det smuk blandet birke/bøge-skov, som vi går i. Ialt kommer vi op på ca. 22 km. Der er en enkelt stejl nedstigning, så husk dine vandrestave, hvis du har problemer med at gå nedad – ellers er det fine stier, vi vandrer på.

Som afslutning går vi ud og spiser lækker Thaimad på min yndlingsrestaurant i Olofstrøm.

Vandretur i Sveriges sydligste vildmark
Udsigt over søen Halen og Sveriges sydligste vildmark

Dag 4

Vi tager en mindre vandretur – ca. 10 km, inden vi vender næsen mod Danmark. Det bliver igen skov og søer, som er det bærende. Ægte svensk skovlandskab, når det er bedst.

PRIS

Prisen på denne vandretur til Sverige er 4.000 kr/person i dobbeltværelse.

I prisen er indeholdt alle overnatninger, vandreture og 3 måltider dagligt i Sverige. Du skal selv sørge for transport til Sverige, og du skal være indstillet på at køre kortere strækninger fra sommerhuset til start på vandreturene. Jeg har plads til 3 personer ekstra i bilen, så hvis det er et problem, så sig til. Det kan løses mod betaling af lidt til benzin og broafgift.

Der er begrænset mulighed for enkeltværelse, og det udløser et tillæg på 1.000 kr. Du kan godt melde dig til som enkeltperson uden at købe enkeltværelse. Så vil du dele værelse med en anden person af samme køn.

Du skal være indstillet på at være en del af en gruppe. De bedste ture er dem, hvor gruppen fungerer godt socialt. Jeg gør meget ud af at skabe godt fællesskab i gruppen. Der bliver sunget morgensang hver morgen. Det synes jeg giver en god start på dagen.

Jeg forbeholder mig ret til mindre ændringer i programmet.

Vandretur i Sverige - Pause ved Halen
Pause på vej til Olofstrøm